Mandrem Market

I Mandrem Market – landsbyen der gi’r navn til stranden hér – er der iøvrigt også temmelig dejligt, og man kan her få næsten alt. Vi har efterhånden fået vores egen lille rute, hvor vi gerne starter med optankning af mobil-tid, så et smut hos skrædderen (det er foreløbig kun herrerne, der har fået ordnet deres ærinder dér), så over til Madlamas i hans lille café og få chai, pakoora og Mango Slice.



Således styrkede tager vi turen til de to, noglegange tre, grønthandlere. Den ene grønthandler betjenes ofte af en lillebitte sød, sød mand med en utrolig ren og utrolig hullet hvis undertrøje. Lad mig blot konstatere at her må der være en klokkeklar sammenhæng mellem huller og hvished. Vi tager ofte også til den lidt større købmand efter Nes og havregryn og ost. Der fåes blandt andet en Tomme de Goa (der smager lidt a la Koen der griner ) fra en flok hippier oppe i Pernem… Så en frisk appelsinjuice hos den storsmilende og meget snakkende søde dame, som vi desværre ikke rigtig forstår så meget af og så sidste stop hos sweets-manden for at få fyldt kagedåsen op med griseører og kokos cookies. Igår lagde vi en bestilling ind hos dameskrædderen og vi venter spændt på resultatet på mandag. Og så hjem i en fart for at nå solnedgangen fra vores tag med gin&tonic, mangojuice og saltede cashewnødder…

Kom og besøg os!

Tyrkieteksperten har direkte fly hver onsdag til Goa (8 timer). Kom ned og besøg os i næste uge -- last minute prisen er kr. 2.500.

Projekter

Min kjære mand er jo kendt I vide kredse som handlingens mand og selvom vi egentlig lave så utrolig ingenting her, har Nikolaj da alligevel fået lidt fra hånden. Således fik han den andnen dag bygget og knyttet og opsat en gynge tæt på vores hus. Den er fint lavet af flækkede bambuspinde og superflot lille og gul nylonsnøre. Den hænger tæt på tissemyretræet på vej mod stranden, hvis I sku’ komme forbi…Den anden dag på vej op fra stranden, sad der en lykkelig storsmilende indisk dame og fik sig en stille gyngetur. Hun blev lidt forlegen over at blive fanget i det, men blev dog siddende. :-)
Derudover har Nikolaj fået sig en stor og mægtig kniv a la den kokosnøddemanden på stranden har. En Nikolaj bestilte den hos smeden i Mandrem. Den har han brugt til – indian style – at få åbnet os et par kokosnødder,, så vi kunne drikke mælken. Kokosnødderne blev fisket ned fra palmerne oppe fra vores træ, men den slags skal man vist ikke lige gøre uden at spørge om lov, for alle palmerne ejes af nogen, og har en vis værdi, så vi afholder os fra yderligere selvbetjening. En anden vigtig ting er limonaden, Nikolaj og Louis står for. Bunkevis af limefrugter bliver presset og blandet med sukker og det er bare så lækkert. Jeg står - som bekendt – mere for den nydende del…!

Mapusa igen

Endnu engang tog vi til Mapusa. Denne gang hele familien, dog uden Viggo, der blev i vores hus sammen med Diviani. En fin, støvet taxa-tur derind med Leslie, bror til Lawrence. Forbi cashewtræer i massevis – høsten skulle være igang nu, men vi har endnu ikke set det – og jackfruit-træer og mangotræer. Hysterisk lysegrønne rismarker hist og her og den karakteriske rustrøde jord. Meget tørt. Mangoerne er først rigtig modne om en månedstid, men det er lykkedes os næsten hver gang, vi har været hos grønthandleren i Mandrem, at få nogle til vores morgenmad. Nej, skal jeg ikke lige beskrive vores morgenmad (igen)?!?: Superyoghurt med friske jordbær, mango, banan og honning, kaffe fra mocca-bryggeren med mælk, en mandarin og når Diviani kommer v 9-tiden toastet butterfly med tomat og ost. Måske rundet af med en nutellamad….Det’ da til at holde ud!!! :-)
Nå, tilbage til Mapusa: 3 timer havde vi til en gang intensiv shopping, og det var forståes ikke nær nok. Vi så bjerge af druer, chilier, bønner og rødløg på grøntsagssiden. Tusindvis af grimme t-shirts og et par legetøjsbikse med bizart legetøj der kunne de mest utrolige lyde og i ringe, ringe kvalitet. Endnu engang et smut i blikbiksen, hvor det meste sælges efter vægt, eksempelvis fin og aldeles uundværlig madkasse vejede 330 gr og kom således op i 92 rupees. En tur i en vidunderligt tacky gaveboutique med indkøb af diverse tøse-gaver. Cafeen Cold Corner var igen leveringsdygtig i utallige mangolassier & spicy samosaer, der blev nydt med jævne mellemrum. Et stop hos det ayurvediske apotek, hvor vi både fik luft I ansigtet på Viola, der havde det lidt skidt i 200 graders varme, og høfebermedicin. Og så plim var tiden gået og vi skulle tilbage til Mandrem.

Små pakker

De indiske butikker bugner af små pakker af alt fra shampoo til Neskaffe til vaskepulver til body lotion. For os der er vant til at købe økonomipakker af næsten alt kan det ligefrem være frustrerende ikke at kunne købe en pose med kaffe til mere end et par kopper, men for barnehjerter er det et rent paradis at kunne købe to mentos for en rupee.
De internationale fødevaregiganter såvel som de lokale pendanter har lært den lektie som jeg fik fortalt af Harish Hande fra Selco Solar som leverer solenergi til hjem og handlende i Bangalore: ”300 rupees a month is expensive, but 10 rupees a day is ok”.

Bananer self-service

Vi har til stor glæde for Viggo overtaget en praksis fra de indiske grønthandlere. Ude på vores terasse hænger en snor hvorpå de hænger en klase små bananer til self-service for store og små! Viggo er nu fuldt ud i stand til selv at plukke sig en banan og skrælle den, hvilket han benytter sig af ca 9 gange om dagen. Så er man (han) herligt fri for at blive brødflov...

SuperBørn

Vores dejlige unger er faldet rigtig godt til her i Mandrem og radius udvides dagligt. Louis er nu blevet vores morgenmand: Når brødmandens båthorn lyder kl 7.30 så pisker han alene ud med 10 rupees og køber five butterflies (”five butterflies, five butterflies, five butterflies” kunne man høre ham gentage for sig selv de første par gange). Og både Viola og Louis går glad og gerne til Guru i butikken og køber en pose mælk eller en ny bold – især hvis de må beholde en rupee til en minipakning af Mentos eller et tyggegummi!

Da deres danske legekammerater nu er draget mod Danmark er der også sket et ryk i forhold til bekendtskabskredsen. De er nu ved at danne venskaber med nogle af landsbyens børn: Madhuri, Morvin og naboens søn Ishstif. Louis taler ufortrødent et højt og flot dansk (”jeg spurgte en dreng, han kunne faktisk godt forstå mit sprog”) mens Viola er mere forsigtig og hellere bruger de engelske ord hun har samlet op.Viggo bonder med russiske Antonia der har boet det meste af sit liv her i Goa, grisene nede fra affaldsdyngerne som det altid glæder ham at fodre og livligt imiteres når han hælder mælken på gulvet eller smider med havregrøden, og i øvrigt med resten af landsbyen når Divi tager ham på armen.

Rejsende versus turister...

Der er en vigtig distinction mellem turister og rejsende her i det nordlige Goa – ligesom der er ganske mange andre steder især i Østen. Den selvopfattelse, der gør, at man per definition ikke vil se andre lyshudede mennesker i øjnene, når man mødes i den lokale biks eller føler sig stødt, hvis man bliver tiltalt på engelsk! Egentlig en besynderlig og usynkroniseret opfattelse af sig selv i verden... Er det fordi vi bare helst vil blende ind og blive del af mængden, hvor vi så end er? Er det et ønske om autenticitet? Eller en slags arrogance...? For det ER jo med visse modifikationer...Selvom man kan blive ganske ferm til at sidde på et indisk toilet (et hul i jorden - og på de finere steder med ’trinbrædt omkring hullet af porcelæn) og balancere med Ali-Baba-bukser og sandeltræshalskæder dinglende om halsen og en smule fedtede fødder, så har man jo stadig behov for sin Fosters om aftenen eller at chille ud nede på pizzariaet, hvor de serverer pizzaer fra en modificeret tandori ovn så lækre som fra La Vecchia Signora i Grønnegade – og dét sammen med andre næsten-indfødte, med dreadlocks og forvaskede indiske skjorter i tie-dye, tyngede både af at andre ’hvide’ har opdaget éns ’hemmelige’ smørhul og af gigantiske ohm-tegn om halsen. Det handler om attitude! Og ender med en overbyden overfor hinanden af ’ægthed’ og hvor god man er til at være Rejsende: Hvor billigt man har købt dette eller hit, hvor mange parasitter, der har beboet éns krop og hvorledes man efter efter kun 16 timers afsindig besværlig rejse i 30 graders varme da endelig fandt The Beach, hvor der kun var 4 andre Rejsende.

Tankevækkende...og dette er skrevet med bevidstheden om, at jeg absolut selv har en rem af huden!!! Blev i forgårs halv-stødt da en sælger prøvede at forklare mig, hvor jeg kunne finde en pigekjole, nemlig i byen Mapusa, der - som vi allesammen jo ved!!! – udtales Mapsa....Og efter at have sagt Mapsa, så hun mig stift ind i øjnene og sagde:” Mapusa, you know?”. Min street-cred er stærkt dalende. Men så behøver man da ikke længere besværet med at gemme sin Lonely Planet inde i Nahind Times. Det gør jo unægtelig livet lidt lettere, ikke sandt.... ;-)