Mandrem Market

I Mandrem Market – landsbyen der gi’r navn til stranden hér – er der iøvrigt også temmelig dejligt, og man kan her få næsten alt. Vi har efterhånden fået vores egen lille rute, hvor vi gerne starter med optankning af mobil-tid, så et smut hos skrædderen (det er foreløbig kun herrerne, der har fået ordnet deres ærinder dér), så over til Madlamas i hans lille café og få chai, pakoora og Mango Slice.



Således styrkede tager vi turen til de to, noglegange tre, grønthandlere. Den ene grønthandler betjenes ofte af en lillebitte sød, sød mand med en utrolig ren og utrolig hullet hvis undertrøje. Lad mig blot konstatere at her må der være en klokkeklar sammenhæng mellem huller og hvished. Vi tager ofte også til den lidt større købmand efter Nes og havregryn og ost. Der fåes blandt andet en Tomme de Goa (der smager lidt a la Koen der griner ) fra en flok hippier oppe i Pernem… Så en frisk appelsinjuice hos den storsmilende og meget snakkende søde dame, som vi desværre ikke rigtig forstår så meget af og så sidste stop hos sweets-manden for at få fyldt kagedåsen op med griseører og kokos cookies. Igår lagde vi en bestilling ind hos dameskrædderen og vi venter spændt på resultatet på mandag. Og så hjem i en fart for at nå solnedgangen fra vores tag med gin&tonic, mangojuice og saltede cashewnødder…

Kom og besøg os!

Tyrkieteksperten har direkte fly hver onsdag til Goa (8 timer). Kom ned og besøg os i næste uge -- last minute prisen er kr. 2.500.

Projekter

Min kjære mand er jo kendt I vide kredse som handlingens mand og selvom vi egentlig lave så utrolig ingenting her, har Nikolaj da alligevel fået lidt fra hånden. Således fik han den andnen dag bygget og knyttet og opsat en gynge tæt på vores hus. Den er fint lavet af flækkede bambuspinde og superflot lille og gul nylonsnøre. Den hænger tæt på tissemyretræet på vej mod stranden, hvis I sku’ komme forbi…Den anden dag på vej op fra stranden, sad der en lykkelig storsmilende indisk dame og fik sig en stille gyngetur. Hun blev lidt forlegen over at blive fanget i det, men blev dog siddende. :-)
Derudover har Nikolaj fået sig en stor og mægtig kniv a la den kokosnøddemanden på stranden har. En Nikolaj bestilte den hos smeden i Mandrem. Den har han brugt til – indian style – at få åbnet os et par kokosnødder,, så vi kunne drikke mælken. Kokosnødderne blev fisket ned fra palmerne oppe fra vores træ, men den slags skal man vist ikke lige gøre uden at spørge om lov, for alle palmerne ejes af nogen, og har en vis værdi, så vi afholder os fra yderligere selvbetjening. En anden vigtig ting er limonaden, Nikolaj og Louis står for. Bunkevis af limefrugter bliver presset og blandet med sukker og det er bare så lækkert. Jeg står - som bekendt – mere for den nydende del…!

Mapusa igen

Endnu engang tog vi til Mapusa. Denne gang hele familien, dog uden Viggo, der blev i vores hus sammen med Diviani. En fin, støvet taxa-tur derind med Leslie, bror til Lawrence. Forbi cashewtræer i massevis – høsten skulle være igang nu, men vi har endnu ikke set det – og jackfruit-træer og mangotræer. Hysterisk lysegrønne rismarker hist og her og den karakteriske rustrøde jord. Meget tørt. Mangoerne er først rigtig modne om en månedstid, men det er lykkedes os næsten hver gang, vi har været hos grønthandleren i Mandrem, at få nogle til vores morgenmad. Nej, skal jeg ikke lige beskrive vores morgenmad (igen)?!?: Superyoghurt med friske jordbær, mango, banan og honning, kaffe fra mocca-bryggeren med mælk, en mandarin og når Diviani kommer v 9-tiden toastet butterfly med tomat og ost. Måske rundet af med en nutellamad….Det’ da til at holde ud!!! :-)
Nå, tilbage til Mapusa: 3 timer havde vi til en gang intensiv shopping, og det var forståes ikke nær nok. Vi så bjerge af druer, chilier, bønner og rødløg på grøntsagssiden. Tusindvis af grimme t-shirts og et par legetøjsbikse med bizart legetøj der kunne de mest utrolige lyde og i ringe, ringe kvalitet. Endnu engang et smut i blikbiksen, hvor det meste sælges efter vægt, eksempelvis fin og aldeles uundværlig madkasse vejede 330 gr og kom således op i 92 rupees. En tur i en vidunderligt tacky gaveboutique med indkøb af diverse tøse-gaver. Cafeen Cold Corner var igen leveringsdygtig i utallige mangolassier & spicy samosaer, der blev nydt med jævne mellemrum. Et stop hos det ayurvediske apotek, hvor vi både fik luft I ansigtet på Viola, der havde det lidt skidt i 200 graders varme, og høfebermedicin. Og så plim var tiden gået og vi skulle tilbage til Mandrem.

Små pakker

De indiske butikker bugner af små pakker af alt fra shampoo til Neskaffe til vaskepulver til body lotion. For os der er vant til at købe økonomipakker af næsten alt kan det ligefrem være frustrerende ikke at kunne købe en pose med kaffe til mere end et par kopper, men for barnehjerter er det et rent paradis at kunne købe to mentos for en rupee.
De internationale fødevaregiganter såvel som de lokale pendanter har lært den lektie som jeg fik fortalt af Harish Hande fra Selco Solar som leverer solenergi til hjem og handlende i Bangalore: ”300 rupees a month is expensive, but 10 rupees a day is ok”.

Bananer self-service

Vi har til stor glæde for Viggo overtaget en praksis fra de indiske grønthandlere. Ude på vores terasse hænger en snor hvorpå de hænger en klase små bananer til self-service for store og små! Viggo er nu fuldt ud i stand til selv at plukke sig en banan og skrælle den, hvilket han benytter sig af ca 9 gange om dagen. Så er man (han) herligt fri for at blive brødflov...

SuperBørn

Vores dejlige unger er faldet rigtig godt til her i Mandrem og radius udvides dagligt. Louis er nu blevet vores morgenmand: Når brødmandens båthorn lyder kl 7.30 så pisker han alene ud med 10 rupees og køber five butterflies (”five butterflies, five butterflies, five butterflies” kunne man høre ham gentage for sig selv de første par gange). Og både Viola og Louis går glad og gerne til Guru i butikken og køber en pose mælk eller en ny bold – især hvis de må beholde en rupee til en minipakning af Mentos eller et tyggegummi!

Da deres danske legekammerater nu er draget mod Danmark er der også sket et ryk i forhold til bekendtskabskredsen. De er nu ved at danne venskaber med nogle af landsbyens børn: Madhuri, Morvin og naboens søn Ishstif. Louis taler ufortrødent et højt og flot dansk (”jeg spurgte en dreng, han kunne faktisk godt forstå mit sprog”) mens Viola er mere forsigtig og hellere bruger de engelske ord hun har samlet op.Viggo bonder med russiske Antonia der har boet det meste af sit liv her i Goa, grisene nede fra affaldsdyngerne som det altid glæder ham at fodre og livligt imiteres når han hælder mælken på gulvet eller smider med havregrøden, og i øvrigt med resten af landsbyen når Divi tager ham på armen.

Rejsende versus turister...

Der er en vigtig distinction mellem turister og rejsende her i det nordlige Goa – ligesom der er ganske mange andre steder især i Østen. Den selvopfattelse, der gør, at man per definition ikke vil se andre lyshudede mennesker i øjnene, når man mødes i den lokale biks eller føler sig stødt, hvis man bliver tiltalt på engelsk! Egentlig en besynderlig og usynkroniseret opfattelse af sig selv i verden... Er det fordi vi bare helst vil blende ind og blive del af mængden, hvor vi så end er? Er det et ønske om autenticitet? Eller en slags arrogance...? For det ER jo med visse modifikationer...Selvom man kan blive ganske ferm til at sidde på et indisk toilet (et hul i jorden - og på de finere steder med ’trinbrædt omkring hullet af porcelæn) og balancere med Ali-Baba-bukser og sandeltræshalskæder dinglende om halsen og en smule fedtede fødder, så har man jo stadig behov for sin Fosters om aftenen eller at chille ud nede på pizzariaet, hvor de serverer pizzaer fra en modificeret tandori ovn så lækre som fra La Vecchia Signora i Grønnegade – og dét sammen med andre næsten-indfødte, med dreadlocks og forvaskede indiske skjorter i tie-dye, tyngede både af at andre ’hvide’ har opdaget éns ’hemmelige’ smørhul og af gigantiske ohm-tegn om halsen. Det handler om attitude! Og ender med en overbyden overfor hinanden af ’ægthed’ og hvor god man er til at være Rejsende: Hvor billigt man har købt dette eller hit, hvor mange parasitter, der har beboet éns krop og hvorledes man efter efter kun 16 timers afsindig besværlig rejse i 30 graders varme da endelig fandt The Beach, hvor der kun var 4 andre Rejsende.

Tankevækkende...og dette er skrevet med bevidstheden om, at jeg absolut selv har en rem af huden!!! Blev i forgårs halv-stødt da en sælger prøvede at forklare mig, hvor jeg kunne finde en pigekjole, nemlig i byen Mapusa, der - som vi allesammen jo ved!!! – udtales Mapsa....Og efter at have sagt Mapsa, så hun mig stift ind i øjnene og sagde:” Mapusa, you know?”. Min street-cred er stærkt dalende. Men så behøver man da ikke længere besværet med at gemme sin Lonely Planet inde i Nahind Times. Det gør jo unægtelig livet lidt lettere, ikke sandt.... ;-)

Grisene i baghaven

Viola spurgte forleden om mælken – der veksler mellem UHT fra Nestlé og frisk mælk i pose til den halve pris – på cornflaksene med jordbær var økologisk. Hun kiggede halvt forfærdede på os da vi måtte konstatere at denne dags karton UHT nok ikke var øko.

Hvor det røde ø derhjemme er blevet en del af hverdagen uden at vi i virkeligheden tænker meget over det, har vi brugt en del tid hernede på at snakke genbrug, skrald og økologi. Første gang da vi skulle forholde os til skraldeposerne og kunne konstatere at de venlige mænd fra R98 udeblev tirsdag morgen.

Indien har samme skraldeproblem som så mange andre lande på lignede udviklingsstadier, hvor forholdet til om der flyder skrald – typisk plastik – i gaderne ikke påvirker manges samvittighed. Infrastrukturen er ganske enkelt ikke-eksisterende og vores maid Divi klarer den med et par tændstikker nede på grisestien. Grisene er henrykte og har åbenbart teflonbelægning på snuden – det påvirker dem i hvertilfælde ikke at rode i de brændende bunker.

Vores egen store skraldesynder har naturligt nok været Viggos bleer, og i et hektisk forsøg på bæredygtighed indkøbte vi syv meter hvidt klæde for at få syet stofbleer til Viggo. Desværre havde den ene dameskrædder for travlt pga den andens sygdom, så vi måtte idag resignere og købe en pakke Libero. Samme bleer (som dog kun fås indtil størrelse L 14 kg) og samme pakke med samme baby der dog af lokale hensyn er blevet photoshoppet med brune øjne.

Der er enkelte forsøg forsøg på genbrug i form af ægteparret der samler brugte plastikvandflasker, samt pant på de fleste glasflasker og fem-liters vanddunke. Men som mærkatet 100% virgin plastic på de billige plastikstole på frokostrestauranten Riverside meget rammende siger, er genbrug i øvrigt ikke i højsædet.

Min ven Raju der er chefredaktør på Mint, Indiens svar på Børsen og Wall Street Journal, fortalte mig at de indiske infrastrukturaktier stort set var upåvirkede af den igangværende finanskrise, så det skulle undre mig meget hvis ikke affaldshåndtering inkl genbrug skulle blive et kommende investeringsobjekt.

En tur til Mapusa

Viola og jeg tog med vores danske næsten-naboer til byen Mapusa (udtalt Mapsa) igår for at shoppe. Først 1 time i en varm, skrumlende bus og så landede vi på busstationen til godt, gammeldags indisk kaos. Massevis af farvestrålende busser, et mylder af folk og støv, varme og rickshaws og taxis, der kunne fragte os hvorhen i verden vi ville ønske..Men vi ville bare shoppe....Og det gjorde vi. Først en cola og mangolassi på ’Cold Corner’ og så ud i markedslivet. Der var ca alt, hvad man overhovedet kan drømme om: krydderier i fine bunker, bananer i utallige udgaver, strutkjoler, slik og undulater, bindis, bangles og en hellig mand med dreadlocks og en ualmindelig gul klædedragt. Spiderman-klistermærker, tørrede fisk en masse, cashewnødder og fantastiske bikse med alt inden for hhv blik og plastik. Jeg havde en temmelig høj puls og det var rigtig, rigtig sjovt at få handlet igennem. Vi skal snart derind igen – og da skal vi nok få taget nogle fotos!

Vores danske venner har indlagt i deres kontrakter i det danske arbejdsliv, at de kan tage afsted hver januar og februar....Det får én til at drømme....

Jeg sidder her i vores marmorkøkken (heftig akustik) med en noget-der-ligner-cafe-latte og Divianni og Viggo er taget en tur ’ud i Indien’ (de hænger ud ovre hos genboen på deres gårdsplads eller hos Albert skråt over for til den anden side, foran hans is-/tøj-biks. Louis render rundt med Strange og skyder på alt, hvad der rører sig (jeg fandt en kær maskinpistol i Mapusa igår) og Viola hygger med Katla med bindier og armbånd og andre yndigheder...Desværre drager de danske venner hjem imorgen, så vi skal ud og finde nye legekammerater.

Nikolaj ligger og hviler efter mave-halløj i nat + nattevagt for Viggo. Viggo sover ikke supergodt hernede. Ved ikke om det er varmen, maven (Viggo ELSKER den indiske mad!), hans madras, der er lige så tyk som en eengangvaskeklud eller de mange indtryk, men vi skiftes ihvert fald til at tage tjansen!

Sørøverbyen Arambol

Tre kilometer oppe af stranden ligger sørøverbyen Arambol. Signe Venneberg skriver at Arambol ”er på listen over de mest cool laid-back hippie-beaches i verden”. Hvis cool er syrehoveder der stirrer bevidstløse ud på den synkende sol og blege vesterlændige der ukoordineret forsøger at følge yogainstruktøren, og hippie-beach = gøgler-circus, så er den faktisk spot on.

Vi var blevet advaret af Helle (mor til legekammeraterne Katla og Strange to huse nede) som også var hende der havde givet Arambol prædikatet sørøverby. Men vi (voksne) blev lokket af gåturen op af stranden og de berømmede bøffer hos Double Dutch. Efterhånden som vi kom op af stranden skød det ene snuskede shack efter det andet op. Et russisk filmholm forsøgte at stoppe os så de kunne færdiggøre en musikvideo med to svedende tyksakker i hvide jakkesæt, mens en fotograf længere oppe tog fotos af et par letpåklædte platinblondiner – også russiske – i vandkanten.
Russerne var bare en forsmag på det virvar af ’rejsende’ der har underbudt hinanden i low-budget travel, neonlys, og hellige køer, der alt i alt lignede en dårlig dag på rådhuspladsen (citarmusik come panfløjtehelvede).

Vi har shacks – både restauranter og bambushytter – her i Mandrem og sågar et par russere, og selvom byen selvfølgelig i høj grad er minded på og lever af os turister, er fornemmelsen også den, af at være en del af et hverdagsliv hvor børnene sendes afsted i skoleuniform kl 7:30 og fiskerbådene stadig står til søs med fiskenet og ikke turister.
Om Mandrem er ændret radikalt om fem år er umuligt at spå. Lawrence’s (vores lokale concierge) svigerbror Baptiste, der kører lastbil og brygger Feni, en brændevin på cashew frugten, er optimistisk ikke mindst fordi én stor landlord ejer de fleste af strandgrundene og efter sigende er glad for tingenes tilstand (og huslejen!) som den er. Men også fordi de lokale næppe vil tillade at det sker. Genboen Leslie (lillebror til Lawrence) og manden der sælger friskslagtede broilers (kylling) til 56 rupees kiloet (A. vælg en kylling, og B. vent fire minutter mens den slagtes og plukkes) havde begge forfæredede blikke i øjnene da jeg nævnte Arambol.

Når jeg nu helt offentligt har vist vores foragt for mage til turisthelvede, købte førnævnte Helle i Arambol et par skrupsmarte pludderbukser med til Viola, og Line snakker allerede om at ta’ en tur tilbage i shopping gade (”-de havde jo mange gode ting..”). Og mig, jeg skal absolut tilbage og ha’ en medium-rare med grøn pebersovs!

ps. Kom ikke og sig at Indien ikke er spirituel! Den kære Louis er helt uopfordret begyndt at bede solnedgangsbøn til den imiteret guld statue af elefantguden Ganesh som han købte for to ugers lommepenge, 150 rupees (20 kr). Ganesh ligger nu med Louis lykkemønt, en sølvrupee fra 1862 som han fik inden afrejse af sin farfar,

pps. Jeg havde håbet at undgå de 25 støvede skridt op til Hashan Travel for at overføre denne post, men jeg kan ikke få computeren forbundet via mit indiske mobilabonnements (+91 9850 389825 in case you miss us) internet service, men mit hindi er endnu ikke godt nok til at navigere den lokale kundeservice, så det bli’r næste gang...

På plads i Mandrem

Jeg sidder i en gammel blå plastikstol på taget af vores hus i Mandrem beach i Goa. Jeg kan se igennem kokospalmerne ned på stranden, den lille flod, og det indiske ocean. Huset ligger på den eneste støvede vej der går igennem landsbyen som udover et par ’resorts’ med bambushytter også tæller to købmænd, tre små hoteller, og en håndfuld rigtig dejlige restauranter, de fleste endda med tandoori ovn. Det er et lille paradis som vi er faldet over, og vi priser os lykkelige over at vores genbo Lawrence D’Souza hjalp os med at finde et hus hér.

Vi er så småt ved at blive brune (og røde) og komme på plads. Huset har to soveværelser, en stue, og et dejligt stort køkken, alle med loftvifter. Fra første dag har Louis spillet fodbold med naboen søn Istif – der også er fem, men to hoveder lavere end Louis - under palmerne i den røde støvede plet jord foran huset. Børnene har også fået to andre gode venner, de helt jævnaldrende danske børn Katla og Strange. Tiden med Katla og Strange går med at lege på stranden eller spille Nintendo. Desværre skal de nye venner allerede afsted om en uge, men de og deres forældre har været fantastiske til at indføre os i livet her i Mandrem og omegn.

Sidste torsdag startede vores maid Diviani (kaldet Divi) som Lawrence havde sat os i kontakt med. Divi er 20 år, meget smuk, og allerede højt elsket af børnene. De glæder sig til at hun kommer kl 9 og laver toast – ost til Louis, tomat til Viola, og ost og tomat til Line og Nikolaj - af de butterflys (rundstykker) som vi har købt af bageren der kommer på sin cykel hver morgen lidt før 8. Der kommer flere bagere om morgenen, så det er vigtigt at købe hos ham, der båtter 3-4 gange i hornet og ikke af han, der kun båtter to!

Vi har skullet vænne os lidt til at ha’ hushjælp men når nu man er på ferie er det dejligt med lidt hjælp til opvasken, rengøringen og vasketøjet, og et par ekstra hænder til når børnene skal smøres ind i solcreme. I dag har Divi sågar lavet frokost – ris, dal, og en grøntsagsret med blomkål og kartofler – så jeg sidder stadig med en fuld mave.

Vores typiske dag går med at vågne til bagerens båthorn, skynde sig i tøjet og løbe ud for at købe de føromtalte butterflys der gi’r de fleste danske bagere baghjul hvad angår både skorpe og krumme. En butterfly koster 2 rupees (28 øre) så det er om at huske at få lidt småt i byttepenge aftenen før. Vi har lånt en espressokande af Katla og Stranges forældre så morgenkaffen kommer på gasblusset, jordbærene der er overraskende gode (30 rupees for en lille bakke) vasket i flaskevand og skåret ud til cornflakesene, og de små mangoer der kom for første gang igår skåret ud. Line og Nikolaj deler en pose youghurt der ikke smager som den sure variant fra Arla derhjemme, men derimod af den som Nikolaj engang plejede at lave.

Efter morgenmaden når børnene at lege eller beep’e, og vi får gjort et par indkøb i den lille shop, inden vi får smurt dem ind og pakket til at komme på stranden. I øjeblikket passer det meget godt med, at det er lavvande når vi kommer derned så bølgerne ikke er for store. Viggo vandrer eller kravler resolut ud i sit lille soltætte surfersæt og ta’r sig ikke meget af at få bølge efter bølge i ansigtet. Viola og især Louis er blevet god til at håndtere de rigtig store bølger, men savner hver dag deres dykkerbriller som vi glemmer derhjemme i huset. Havet er forrygende og heftigt, og vi skal være være super opmærksomme på understrømmen. Viola og Line er en smule mere beherskede og magelige vandhunde, mens Nikolaj, Louis og Viggo kaster sig ud i hvad som helst. Viggo er tillige glad for – efter endt havbad – at sidde i strandkanten med en lille musling eller sten (nu kaldet ”Tit-tit-sten”) og lege tit-tit med den, når den bliver skyllet ud i vandet igen af bølgerne...

Louis er lige så ivrig en kanalbygger, som han efter sigende er i børnehaven. Lavvandet efterlader sig nogle basiner oppe på stranden som det er sjovt at lede sammen og udvide med små dæmninger.

Strandsælgerne er der heldigvis ikke for mange af. Vi syntes selv (!) at vi har gjort et par gode køb af halskæder og saronger – udover dén, der farvede Viola helt gul! – og kender efterhånden alle strandsælgerne som så også ved at det ikke kan betale sig at forsøge at være insisterende.

Nu er det tid til eftermiddagsdukkerten så jeg vil overføre teksten her og et par billeder til min usb nøgle og gå ned til Hasran Travel hvis sidegesjæft det er at leje et par godt brugte tastaturer og en internetforbindelse ud.