Sørøverbyen Arambol

Tre kilometer oppe af stranden ligger sørøverbyen Arambol. Signe Venneberg skriver at Arambol ”er på listen over de mest cool laid-back hippie-beaches i verden”. Hvis cool er syrehoveder der stirrer bevidstløse ud på den synkende sol og blege vesterlændige der ukoordineret forsøger at følge yogainstruktøren, og hippie-beach = gøgler-circus, så er den faktisk spot on.

Vi var blevet advaret af Helle (mor til legekammeraterne Katla og Strange to huse nede) som også var hende der havde givet Arambol prædikatet sørøverby. Men vi (voksne) blev lokket af gåturen op af stranden og de berømmede bøffer hos Double Dutch. Efterhånden som vi kom op af stranden skød det ene snuskede shack efter det andet op. Et russisk filmholm forsøgte at stoppe os så de kunne færdiggøre en musikvideo med to svedende tyksakker i hvide jakkesæt, mens en fotograf længere oppe tog fotos af et par letpåklædte platinblondiner – også russiske – i vandkanten.
Russerne var bare en forsmag på det virvar af ’rejsende’ der har underbudt hinanden i low-budget travel, neonlys, og hellige køer, der alt i alt lignede en dårlig dag på rådhuspladsen (citarmusik come panfløjtehelvede).

Vi har shacks – både restauranter og bambushytter – her i Mandrem og sågar et par russere, og selvom byen selvfølgelig i høj grad er minded på og lever af os turister, er fornemmelsen også den, af at være en del af et hverdagsliv hvor børnene sendes afsted i skoleuniform kl 7:30 og fiskerbådene stadig står til søs med fiskenet og ikke turister.
Om Mandrem er ændret radikalt om fem år er umuligt at spå. Lawrence’s (vores lokale concierge) svigerbror Baptiste, der kører lastbil og brygger Feni, en brændevin på cashew frugten, er optimistisk ikke mindst fordi én stor landlord ejer de fleste af strandgrundene og efter sigende er glad for tingenes tilstand (og huslejen!) som den er. Men også fordi de lokale næppe vil tillade at det sker. Genboen Leslie (lillebror til Lawrence) og manden der sælger friskslagtede broilers (kylling) til 56 rupees kiloet (A. vælg en kylling, og B. vent fire minutter mens den slagtes og plukkes) havde begge forfæredede blikke i øjnene da jeg nævnte Arambol.

Når jeg nu helt offentligt har vist vores foragt for mage til turisthelvede, købte førnævnte Helle i Arambol et par skrupsmarte pludderbukser med til Viola, og Line snakker allerede om at ta’ en tur tilbage i shopping gade (”-de havde jo mange gode ting..”). Og mig, jeg skal absolut tilbage og ha’ en medium-rare med grøn pebersovs!

ps. Kom ikke og sig at Indien ikke er spirituel! Den kære Louis er helt uopfordret begyndt at bede solnedgangsbøn til den imiteret guld statue af elefantguden Ganesh som han købte for to ugers lommepenge, 150 rupees (20 kr). Ganesh ligger nu med Louis lykkemønt, en sølvrupee fra 1862 som han fik inden afrejse af sin farfar,

pps. Jeg havde håbet at undgå de 25 støvede skridt op til Hashan Travel for at overføre denne post, men jeg kan ikke få computeren forbundet via mit indiske mobilabonnements (+91 9850 389825 in case you miss us) internet service, men mit hindi er endnu ikke godt nok til at navigere den lokale kundeservice, så det bli’r næste gang...