På plads i Mandrem

Jeg sidder i en gammel blå plastikstol på taget af vores hus i Mandrem beach i Goa. Jeg kan se igennem kokospalmerne ned på stranden, den lille flod, og det indiske ocean. Huset ligger på den eneste støvede vej der går igennem landsbyen som udover et par ’resorts’ med bambushytter også tæller to købmænd, tre små hoteller, og en håndfuld rigtig dejlige restauranter, de fleste endda med tandoori ovn. Det er et lille paradis som vi er faldet over, og vi priser os lykkelige over at vores genbo Lawrence D’Souza hjalp os med at finde et hus hér.

Vi er så småt ved at blive brune (og røde) og komme på plads. Huset har to soveværelser, en stue, og et dejligt stort køkken, alle med loftvifter. Fra første dag har Louis spillet fodbold med naboen søn Istif – der også er fem, men to hoveder lavere end Louis - under palmerne i den røde støvede plet jord foran huset. Børnene har også fået to andre gode venner, de helt jævnaldrende danske børn Katla og Strange. Tiden med Katla og Strange går med at lege på stranden eller spille Nintendo. Desværre skal de nye venner allerede afsted om en uge, men de og deres forældre har været fantastiske til at indføre os i livet her i Mandrem og omegn.

Sidste torsdag startede vores maid Diviani (kaldet Divi) som Lawrence havde sat os i kontakt med. Divi er 20 år, meget smuk, og allerede højt elsket af børnene. De glæder sig til at hun kommer kl 9 og laver toast – ost til Louis, tomat til Viola, og ost og tomat til Line og Nikolaj - af de butterflys (rundstykker) som vi har købt af bageren der kommer på sin cykel hver morgen lidt før 8. Der kommer flere bagere om morgenen, så det er vigtigt at købe hos ham, der båtter 3-4 gange i hornet og ikke af han, der kun båtter to!

Vi har skullet vænne os lidt til at ha’ hushjælp men når nu man er på ferie er det dejligt med lidt hjælp til opvasken, rengøringen og vasketøjet, og et par ekstra hænder til når børnene skal smøres ind i solcreme. I dag har Divi sågar lavet frokost – ris, dal, og en grøntsagsret med blomkål og kartofler – så jeg sidder stadig med en fuld mave.

Vores typiske dag går med at vågne til bagerens båthorn, skynde sig i tøjet og løbe ud for at købe de føromtalte butterflys der gi’r de fleste danske bagere baghjul hvad angår både skorpe og krumme. En butterfly koster 2 rupees (28 øre) så det er om at huske at få lidt småt i byttepenge aftenen før. Vi har lånt en espressokande af Katla og Stranges forældre så morgenkaffen kommer på gasblusset, jordbærene der er overraskende gode (30 rupees for en lille bakke) vasket i flaskevand og skåret ud til cornflakesene, og de små mangoer der kom for første gang igår skåret ud. Line og Nikolaj deler en pose youghurt der ikke smager som den sure variant fra Arla derhjemme, men derimod af den som Nikolaj engang plejede at lave.

Efter morgenmaden når børnene at lege eller beep’e, og vi får gjort et par indkøb i den lille shop, inden vi får smurt dem ind og pakket til at komme på stranden. I øjeblikket passer det meget godt med, at det er lavvande når vi kommer derned så bølgerne ikke er for store. Viggo vandrer eller kravler resolut ud i sit lille soltætte surfersæt og ta’r sig ikke meget af at få bølge efter bølge i ansigtet. Viola og især Louis er blevet god til at håndtere de rigtig store bølger, men savner hver dag deres dykkerbriller som vi glemmer derhjemme i huset. Havet er forrygende og heftigt, og vi skal være være super opmærksomme på understrømmen. Viola og Line er en smule mere beherskede og magelige vandhunde, mens Nikolaj, Louis og Viggo kaster sig ud i hvad som helst. Viggo er tillige glad for – efter endt havbad – at sidde i strandkanten med en lille musling eller sten (nu kaldet ”Tit-tit-sten”) og lege tit-tit med den, når den bliver skyllet ud i vandet igen af bølgerne...

Louis er lige så ivrig en kanalbygger, som han efter sigende er i børnehaven. Lavvandet efterlader sig nogle basiner oppe på stranden som det er sjovt at lede sammen og udvide med små dæmninger.

Strandsælgerne er der heldigvis ikke for mange af. Vi syntes selv (!) at vi har gjort et par gode køb af halskæder og saronger – udover dén, der farvede Viola helt gul! – og kender efterhånden alle strandsælgerne som så også ved at det ikke kan betale sig at forsøge at være insisterende.

Nu er det tid til eftermiddagsdukkerten så jeg vil overføre teksten her og et par billeder til min usb nøgle og gå ned til Hasran Travel hvis sidegesjæft det er at leje et par godt brugte tastaturer og en internetforbindelse ud.