Tuesday, February 26, 2008

En tur til Mapusa

Viola og jeg tog med vores danske næsten-naboer til byen Mapusa (udtalt Mapsa) igår for at shoppe. Først 1 time i en varm, skrumlende bus og så landede vi på busstationen til godt, gammeldags indisk kaos. Massevis af farvestrålende busser, et mylder af folk og støv, varme og rickshaws og taxis, der kunne fragte os hvorhen i verden vi ville ønske..Men vi ville bare shoppe....Og det gjorde vi. Først en cola og mangolassi på ’Cold Corner’ og så ud i markedslivet. Der var ca alt, hvad man overhovedet kan drømme om: krydderier i fine bunker, bananer i utallige udgaver, strutkjoler, slik og undulater, bindis, bangles og en hellig mand med dreadlocks og en ualmindelig gul klædedragt. Spiderman-klistermærker, tørrede fisk en masse, cashewnødder og fantastiske bikse med alt inden for hhv blik og plastik. Jeg havde en temmelig høj puls og det var rigtig, rigtig sjovt at få handlet igennem. Vi skal snart derind igen – og da skal vi nok få taget nogle fotos!

Vores danske venner har indlagt i deres kontrakter i det danske arbejdsliv, at de kan tage afsted hver januar og februar....Det får én til at drømme....

Jeg sidder her i vores marmorkøkken (heftig akustik) med en noget-der-ligner-cafe-latte og Divianni og Viggo er taget en tur ’ud i Indien’ (de hænger ud ovre hos genboen på deres gårdsplads eller hos Albert skråt over for til den anden side, foran hans is-/tøj-biks. Louis render rundt med Strange og skyder på alt, hvad der rører sig (jeg fandt en kær maskinpistol i Mapusa igår) og Viola hygger med Katla med bindier og armbånd og andre yndigheder...Desværre drager de danske venner hjem imorgen, så vi skal ud og finde nye legekammerater.

Nikolaj ligger og hviler efter mave-halløj i nat + nattevagt for Viggo. Viggo sover ikke supergodt hernede. Ved ikke om det er varmen, maven (Viggo ELSKER den indiske mad!), hans madras, der er lige så tyk som en eengangvaskeklud eller de mange indtryk, men vi skiftes ihvert fald til at tage tjansen!

No comments: